Det fejlfrie byggeri

af | 26. apr 2011 | Nyhed

Klumme til Sjællandske Mediers Erhvervsmagasin – april 2011

Kvalitetsstyring skaber færre fejl, mere troværdighed og flere trofaste kunder – samt synlige resultater på bundelinjen!

Målet for de fleste virksomheder er at gøre kunden tilfreds gennem det produkt de leverer. I nogle brancher er målet dog sværere at opnå end i andre. Mange produktionsvirksomheder bruger kvalitetsstyring til at sikre en god kvalitet til deres kunder. I byggebranchen kan det være svært, da der er mange led kvalitetsstyringen skal etableres i og idéen om det fejlfrie byggeri bliver derfor fjern.

Konflikterne opstår gerne mellem bygherre og entreprenør ved misforståelser af kontrakten. Bygherren har tolket kontrakten på én måde og er derfor ikke tilfreds med kvaliteten, trods entreprenøren har udført sit arbejde efter kontrakten – sådan som entreprenøren har forstået kontrakten. Bygherren er i dette tilfælde kunden, der skal være tilfreds. Umiddelbart er det svært at se, hvordan virksomheder kan bruge kvalitetsstyring, som værktøj for at undgå dette problem, men der er enkle og kendte værktøjer til dette. Kvalitetsstyringsstandarden ISO 9001 er en standard virksomheder certificeres efter for at sikre kunder og samarbejdspartnere en fastlagt kvalitet. I øjeblikket er der på de fleste fagområder i byggebranchen metodefrihed til, hvordan og hvorvidt kvalitetssikring i byggerier foretages. ISO 9001 standarden vil derfor være et godt udgangspunkt. Standarden er udarbejdet således, at den kan implementeres i alle typer af virksomheder og den hjælper virksomhederne med at sætte egne kvalitetsmål, præcise kvalitetsspecifikationer for processerne samt kortlægge kundetilfredsheden. Ved hjælp af disse faktorer udvikler virksomhederne sig løbende. ISO-certificeringer medvirker til at disse virksomheder er pålidelige, da det både giver tryghed for kunderne samtidig med at det giver sikkerhed til virksomhedernes øvrige samarbejdspartnere.

I de fleste tilfælde fastlægger bygherren selv den kvalitet, han ønsker inden byggeriets start. Men hvis enten entreprenøren på forhånd kan fortælle ham, hvilken kvalitet han kan levere, eller de sammen afstemmer forventninger inden byggeriets start, er det lettere at undgå ubehagelige overraskelser efter afleveringen.  Flere større byggefirmaer har brugt metoder som denne og indtaget markedsandele og sikret sig trofaste kunder. Kvaliteten, den certificerede virksomhed leverer, behøver ikke være tårnhøj men den skal være ensartet og fejlfri. Dette skaber troværdighed.

Hvis de mindre håndværksvirksomheder, der hyres ind til de større opgaver også er ISO-certificerede bliver den ansvarshavende entreprenørs arbejde og valg af samarbejdspartnere lettere!

Omkostningerne til at udvikle og drive et kvalitetssikringssystem vil tjene sig selv ind mange gange, da både materialeforbrug og timeforbrug til reparation af fejl og mangler mindskes samtidig med at kundetilfredsheden øges.

Med et ISO-certificeret kvalitetsstyringssystem sikrer du dig en bedre bundlinje og tilfredsheden hos dine kunder og hos medarbejderne stiger. Der er ingen tvivl om at det er sjovest at lave det rigtigt første gang…