Hvad er et whistleblowingsystem?

af | 18. dec 2021 | Nyhed

Lead Auditor Bettina Bornkessel har skrevet en artikel om baggrunden for EU Parlamentets beslutning tilbage i 2019 om at implementere krav i EU-fællesskabet om implementering af whistleblowersystemer i organisationer over 50 medarbejdere.

Bettina Bornkessel har med udgangspunkt i vejledningen DS/ISO 37002:2021 skrevet artiklen om hvordan virksomheder kan anvende denne standard som model for deres løsning. 

Download hele artiklen her.

Vi bringer indledningen i artiklen her:

På baggrund af et antal skandaler om hvidvask, svindel og andre overtrædelser af EU-lovgivningen, hvor whistleblowere har spillet en vigtig rolle i afsløringerne, vedtog Europa-Parlamentet i oktober 2019 Whistleblowerdirektivet. Baseret på dette direktiv har Folketinget i juni 2021 vedtaget loven om beskyttelse af whistleblowere.

 
Lovgivningen medfører at en whistleblowerordning fra den 17. december 2021 er en er et lovkrav for virksomheder med mere end 250 medarbejdere og for virksomheder med mere end 50 medarbejdere gælder lovkravet fra den 17. december 2023.
 
I forbindelse med lovgivningen er standarden DS/ISO 37002:2021 blevet udarbejdet, som giver virksomheder vejledning til, hvordan en whistleblowerordning kan udformes, implementeres, drives og forbedres. Det er hensigten at skabe en whistleblowerordning i virksomheden baseret på tillid, upartiskhed og beskyttelse.
 
Den nye standard DS/ISO 37002:2021 omkring Whistleblowing-ledelsessystemer er bygget op på samme måde som ISO 9001:2015, altså i overensstemmelse med ”high level structure”.
 
Standarden understøtter en organisations arbejde med en ”speak up”-kultur, som fremmer en transparent og troværdig organisation. Formålet med denne standard er at opmuntre og lette indberetning af krænkelser og ulovligheder observeret i virksomheden. Hensigten er også at beskytte whistleblowere og sikre at indberetninger om krænkelser og ulovligheder håndteres på en ordentlig måde.

Men hvad er whistleblowing egentlig?
Whistleblowing er en rapportering foretaget af en person eller en gruppe af personer, som har observeret krænkelser eller ulovligheder. Altså en situation, hvor en medarbejder bliver opmærksom på en uetisk adfærd eller ulovlig aktivitet i virksomheden og beslutter sig for at indberette det til nogen, der kan handle på indberetningen. Det kan f.eks. være indberetninger om strafbare forhold, herunder overtrædelse af tavshedspligt, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse, seksuel chikane og anden grov chikane på arbejdspladsen.

Download hele artiklen her.